Anders Jensen , tækkemand

  Notater:

# Baaren af pigen Karen Pedersdatter i Tømmerup [måske moderens første mands datter]. Husmand Anders Nielsen i Tømmerup. Husmand Jens Nielsen i Tømmerup. Husmand Anders Andersen i Kaastrup [faderens broder]. ²

  Begivenheder i hans liv:

• Folketælling, 1845. ³
Holbæk, Ars, Tømmerup, Tømmerup By, et Huus, 37, FT-1845, C5809
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Jens Andersen 37 Gift Jordb. og Dagleier H. i S. [Tømmerup sogn, Holbæk amt]
Mette Nielsdatter 40 Gift hans Kone Aarby S. Holbek A. [Aarby sogn, Holbæk amt]
Barbara Pedersdatter 13 Ugift deres Børn H. i S. [Tømmerup sogn, Holbæk amt]
Maren Jensdatter 9 Ugift deres Børn H. i S. [Tømmerup sogn, Holbæk amt]
Karen Jensdatter 5 Ugift deres Børn H. i S. [Tømmerup sogn, Holbæk amt]
Anders Jensen 3 Ugift deres Børn H. i S. [Tømmerup sogn, Holbæk amt]

• Folketælling, 1850. ⁴
lHolbæk, Ars, Tømmerup, Tømmerup By, et Huus, 17, FT-1850, D3182
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Jens Andersen 42 Gift H[uus]m[an]d, lever af sin Jordlod, Huusfader Her i Sognet
Mette Nielsdatter 44 Gift hans Kone Aarby S[ogn], Holbek A[mt]
Anders Jensen 8 Ugift deres Søn H[er] i S[ognet]

• Folketælling, 1880. ⁵
Holbæk, Ars, Tømmerup, Tømmerup Sogn, Kaastrup By, Et Hus, 9, FT-1880, D2924
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Anders Jensen 37 Gift Husfader, Jordbruger Tømmerup Sogn, Holbæk Amt
Dorthea Madsen 31 Gift Hans Hustru Tømmerup Sogn, Holbæk Amt
Bodil Marie Jensen 9 Ugift Deres Barn Tømmerup Sogn, Holbæk Amt
Jens Peder Jensen 8 Ugift Deres Barn Tømmerup Sogn, Holbæk Amt
Kirsten Jensen 6 Ugift Deres Barn Tømmerup Sogn, Holbæk Amt
Peder Jensen 5 Ugift Deres Barn Tømmerup Sogn, Holbæk Amt
Mette Margrethe Jensen 3 Ugift Deres Barn Tømmerup Sogn, Holbæk Amt
Karen Sofie Jensen Under 1 år Ugift Deres Barn Tømmerup Sogn, Holbæk Amt

• Folketælling, 1901. ⁶
Holbæk, Ars, Tømmerup, Kaastrup, 29, 20, FT-1901, D5841
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Anders Jensen 2/9 1842 G Husfader Tømmerup
Dorthe Madsen 14/5 1848 G Husmoder Tømmerup
Jakob Jensen 16/11 1882 U Barn Tømmerup
Anna Jensen 3/11 1884 U Barn Tømmerup
Dagny Jensen 29/12 1888 U Barn Tømmerup
Helga Jensen 4/3 1891 U Barn Tømmerup
Rigmor Jensen 3/2 1893 U Barn Tømmerup

• Diverse. ⁷
Jens Hartvig Nielsen har skrevet:

Morfars erindringer artikel i julehilsen, Ry Højskole 1925.
(det må være anders Jensen (Jens Andersens og Mette Nielsdatters søn) der er forfatter, det passer med fødselsdatoen)

Jeg er født i Tømmerup 1842 den 2den September.
Tømmerup Sogn ligger ½ mil fra Kalundborg.
Min Fader hed jens Andersen, min moder hed Mette.
De var husfolk. De havde 5½ tønde land. Men huset lå lige ved Skolen i tømmerup. Jorden var der så langt til, så det var strengt for moder at få passet koen og fårene og malket koen. Min fader måtte på arbejde hver dag. Vi var fem søskende.
Jeg var den yngste. Der var et hus til, der var bygget sammen med vort. De der boede der, havde også langt til deres jord. Manden hed Peder Madsen og de ville gerne have huset flyttet ud på jorden.

Så gik der ild i huset, og vort hus brændte så med det samme; og det var ikke assureret. Det var i maj 1845. Jeg var lidt over to år, så det kan jeg ikke huske. Der var en gårdmand i andaks, som hed Niels Jensen. Han kunne godt lide mine forældre og tog mig, til de kunne få bygget dem et hus. Men det var ikke let, når de ingen penge havde. Men greven på Lerchenborg var en god mand. Han gav dem alt det tømmer, de skulle bruge; og folk i sognet hjalp dem på alle måder, så de fik bygget et godt hus ude på jorden. Jeg havde det godt, hvor jeg var. Men henad efteråret, da huset var færdig, kom jeg hjem igen; men det var jo fremmed for mig alt sammen og mine forældre med, da var jeg lidt over 3 år, det kan jeg huske. Men jeg blev jo snart kendt med det hele.

Så gik alt sin rolige gang, til jeg blev syv år. Så skulde jeg til at gå i skole. Så fik vi et stykke for i vor bog; og det skulle vi kunne læsen uden at se i bogen. Vi var ikke rigtig glade før den time var fobi, da vi skulle høres; og tog vi fejl, vankede der ørefigner, og dem var vi bange for. Men så blev han syg og døde, og det sørgede vi skolebørn ikke over.

Nogen tid efter fik vi en ny lærer, han hed Buckholst. Han var fra Jylland og havde studeret til præst, men så blev han skolelærer i Tømmerup og var der i flere år senere rejst han til Jylland og blev præst der.

Da Buckholst var bleven lærer, blev det både højtid og fest at komme i skole. Han var så øm og kærlig, så vi følte snart, at der kom en bedre ånd med ham, for han troede på den kære gud og frelser i himmelen. Om morgenen, når vi begyndte, sang han en salme med os og bad en bøn til gud, om han vilde komme og være med så dagen kunde bleve til velsignelse, for hans gerning med os børn, så vi kunne blive glade og med lyst komme i skole og takke gud for dagen.

A så gik der fire år med glæde. Min fader var en stærk og kraftig mand og havde stor lyst til at arbejde. Om vinteren tærskede han plejl for den mand, som pløjede vor jord. Og om sommeren var han med til at grave mergel tillige med den mand, som var kendt med det arbejde.

Det var både strengt og farligt, men de fik jo større dagløn end ved andet arbejde. Det var jo de mest fremragende mænd, som begyndte med det, for de høstede mere sæd. Min moder købte en lille pæn sort hund med en hvid blis i panden og gav mig den til min fødselsdag, og det var jeg meget glad for. Jeg gav den navnet "Pelle" og den forstod det godt, når jeg kaldte på den. Kom den altid så stærkt, som den kunne løbe. I den tid var der for hver mil på hovedvejenden bom, som kunne nå over vjen, den kunne lægges ned og rejses op, og de der kom kørende, skulle betale bompenge for at komme igennem. Så var der et ved siden af vejen, og den mand, som boede der, kaldte vi bommanden. Han skulle ud og tage imod pengene. Da han nu skulle være der alligevle, så havde han en handel med brød, mel, gryn og hvedebrød.

Da jeg var ni år, kunne jeg hente hvad moder skulle bruge til mad. Men da jeg nu havde fået Pelle, så tænkte jeg, det var da lettere at køre end at bære det, for pelle skulle jo med alligevel. Så lavede jeg en lille vogn rigtig med stænger og sele og tømme til Pelle. Han var ikke rigtig tilfreds med den stilling, han nu kom i . men så holde jeg øvelse med mit nye køretøj, og jeg tror han blev glad og gik godt, og jeg kunne dreje omkring, som jeg ville.

Da moder skulle have bud efter noget igen, så ville jeg køre. Vognen kunne godt bære Q½skæppe korn og et bræd.
Landevejen var jo let at køre på, og så fik jeg læsset og kørte til bommanden. Pelle kunne let trække vognen. Da jeg holdt udenfor kom manden ud, vi var jo godt kente, og han tog hatten af og lo, for han syntes det var så morsomt, at jeg kom kørende. Moder havde givet mig penge til at købe lidt hvedebrød for, det delte jeg med pelle, og han syntes vist godt om det, for han så så glad ud, og så kørte vi hjem igen. Men vi kørte mange gange siden.

Nu kommer der tunge og mærke skyer på min livshimmel, som jeg ikke kan bære uden kære Gud i himmelen vil hjælpe og trøste mig i min store sorg.

Den syvende maj 1855 var den sidste aften, jeg lå i sengen hos min fader. Han bad aftenbønne som han plejede.

Den lød sådan:

Nu lægget jeg min matte krop
Til sin sædvanlig hvile.
Min sjæl stå du af synden op
Og op til Gud at ile.
I lovlig kald og kristen tro
Bedst endes vore dage,
At vi med håb om sjælens ro
Fra verden afsked tage.
Og vel, enhver, som dette kan,
Han havner i det bedste land
Og længes ej tilbage.

Den sommer gravede de mergel for den mand, som pløjede vor jord, og min fader tærskede for om vinteren. Der var et mergelleje ved landevjen, som gik gik ind i. Graven var syv alen dyb og tolv alen bred. Så huggede de under for neden, når de var færdige med det, slog de pæle i for oven. "Skandsen" (bænken) var halvanden alen bred. Men det gik meget let at flække den ned, og der var mange læs.

Da han var færdig med bønnen den aften, kom jeg til at tænke på, hvis nu fader eller moder skulle dø, så ville det blive meget strengt for mig. Og jeg kom til at græde, til jeg faldt i søvn.

Den ottende maj gik min fader til sit arbejde, som han plejede. Og den dag skulle han hugge under "skandsen". Da klokken var fire om eftermiddagen, var han ved at være færdig. Alt værktøjet var i graven, og den anden mand som hjalp ham, var gået op. Så faldt hele "skandsen" ned på fader, så han var helt skjult under den. Manden blev jo noget forskrækket, og han kunne ikke udrette noget, da alt værktøjet var dækket til i graven. Han løb, alt hvad han kunne, hjem til gården, og der var ikke så kort et stykke vej dertil, for at hente værktøj og folk til hjælp. Det varede jo nogen tid, inden de kom derud igen. Sønne spændte straks ofr og kørte til Kallundborg efter lægen.- Jeg kan næsten ikke skrive dette, min øjne bliver våde ved at tænke på, at min kære fader lå der i al den tid.

Da mandskabet kom til graven, måtte de lede i nogen tid, inden de opdagede, hvor han lå. Det var en lille lok hår, som stak frem imellem to store stykker ler. Da de fik ham gravet ud, var han endnu ikke rigtig død.

Jeg var ikke i skole den dag. Jeg kørte med pelle og var meget glad. Da hørte jeg en ynkelig, grædende stemme, som kom nærmere og jeg skulle se, hvem det var. Så var det min søster Maren som tjente i Tømmerup. Hun havde jo hørt om den ulykke, som var sket, og at fader vist var slået ihjel. Så var min glæde forbi. Min søster tog moder under armen, og de gik så ud til mergelgraven. Da havde de lige fået ham gravet ud. Moder satte sig så ved siden af ham og spurgte , hvordan han havde det. Men han kunne ikke sige mere end et ord, om hun ville dreje ham om på maven, for det gjorde så ondt, og så sov han hen.

Så sendtes der bud efter en vogn, og fire mand kom kørende hjem med ham, og vognen kom med lægen fra Kalundborg med det samme. Men han var jo død, så der var ikke noget for lægen at udrette.

Moder og jeg var jo ene nu, og der var meget, hun skulle bort efter og have udrettet. Så måtte jeg gå alene hjemme imens. Men jeg var slet ikke bange. En dag tog jeg lagnet af hans ansigt og stod og grundede dybt og så på ham og tænkte ved mig selv, fader kunne du dog fortælle mig, hvordan du har det. Men han var jo bleg og tavs. Der var flere salmer, jeg godt kunne synge, og jeg tog salmebogen og sang den "døden er den sidste fjende, vi med Gud skal overvinde" og den "At sige verden ret farvel". Og jeg er vis på at gud i himmelen har hørt disse banetoner, for jeg blev mere rolig og tilfreds.

Store bededag blev han begravet. Da det var forbi, gik moder og jeg hjem, bedrøvede og forknytte.

Nu kom vi rigtig til at føle, hvad fader havde været for os. Der kom ingen dagløn hjem mere, og moder kunne ikke få passet jorden. Nogen tid efter kom Johannes derud, sådan hed manden, min fader havde arbejdet hos i 22 år. Han kom med en regning over, hvad begravelsen havde kostet. Hun kunne vel nok betale det, mente han. Moder græd bittelig, for hun syntes, når fader havde arbejdet der tro i så mange år, så måtte han føle medynk med hende i stedet for at kræve penge af hende.

Så gik sommeren med besvær. Da vi nåede November, blev min søster gift og de fik huset. Vi havde kun en lille stue, og den skulel vi jo være i alle sammen, så der var ikke megen plads.
Henad vinteren fik moder en plads til mig, for nu måtte jeg ud at tjene for føden og klæderne. Det var 1855. jeg skulle vogte lam og gæs. Jeg havde det godt. Folkene var gode imod mig. I den tid havde de på gårdene mange får og gøs. Mens gæssene var små, var det morsomt at vogte dem, men da de blev store og kunne flyve, så var det ikke morsomt. Så fløj de over mig og hen i sæden, og de var næsten ikke til at drive ud. Det var ikke alene det, de åd, men de trådte jo også så meget ned. Da var jeg tit bange, når Ander Sørensen kom. Men han var så godmodig, og han vidste nok at de ikke var til at få ud igen.

En af de første dage, jeg var der, blev jeg en mogen, da jeg var færdig med at gøre rent i stalden, sendt over i banogården med en stor træflaske og kulle låne noget øl. Jeg havde aldrig været der før. Dørtræet til studen sad meget højt og stødte imod, så jeg faldt in i studen, flasken slog jeg i gulvet, og den trilede henunder bordet, hvor de sad og spiste mad. Det hele gjorde et gælt mas. Jeg blev så forskrækket, så jeg kunne næsten ikke huske, hvad jeg kom efter, der var kommen sådan ind i stuen. De havde en datter som hen dorthe. Hun var 5 år. Hun fangede flasken og tog den op og gav mig den. Men som årene gik, blev vi bedre kendte. Nu er hun mormor på ry Højskole. Det var den første gang, jeg så hende, men det er også mange år siden.

Anders Sørensen, som jeg tjente hos, var en ung mand. Begge hans forældre var levende. Manden hed Søren Kristensen. Ham har jeg mange gode minder fra, som jeg aldring glemmer. Især nu jeg bliver gammel, som han var, mindes jeg ham tit. Han havde en varm følelse for mig, når jeg kom til at længes efter min moder og tænke på fader, så blev jeg tit meget forknyt og græd. Når han så det, så kom han så kærlig og venlig hen til mig og fortalte så meget godt, så jeg blev glad igen. Arbejde kunne han ikke, han var jo 78 år, men han kunne godt holde ud at gå, og han gik tit til kirke. Og så fortalt ehan mig, at nu var han jo gammel og skulle snart dø, og vi var jo nogle stakkels syndere alle sammen. Og han ville gerne op hos vor Herre, når han døde, og så var det godt at høre en god præst og at bede til Gud og vor frelser om nåde og hjælp til bedre at kunne leve livet og finde hvile hos ham, som råder for alt. Nu jeg bliver gammel, mindes jeg det tit, og det beviser, at det er godt. Han kom tit ind i mit kammer og ville se mit tøj, når jeg havde de gamle klæder på. Og så sagde han, at jeg skulle børste tøjet godt rent og lægge det ned i mit skrin, for det havde en stor betydning at handle godt med sit tøj. Derfor er jeg altid glad, når jeg mindes den gamle, kære Søren Kristensen.

Så gik der et par år, så skulle jeg til at gå til præsten og forberedes til min konfirmation. Jeg blev konfirmeret den 5te oktober 1856. præsten holdt en varm tale om, hvad betydning det løfte havde, som vi skulle aflægge. Da han kom til mig, spurgte han mig, om jeg kunne efterfølgende vers uden at se i bogen:

"og blandes end min frydesang
med gråd og dybe sukke,
så skal dog korsets hårde tvang
mig aldrig munden lukke.
Når hjertet sidder mest beklemt,
Da bliver glædens harpe stemt
At den kan bedre klinge.
Og knuste hjerter føler bedst,
Hvad denne store frydefest
For glæde har at bringe.

Og det kunne jeg nok.

Så tjente jeg der i 8½ år. November 1863 rejste jeg over til Søren Hansen i tømmerup Holme. Der tjente jeg i 7 år. Jeg har ikke haft mere end disse to tjenester, så de er nemme at tælle. I efteråret 1863 begyndte urolighederne at trække op til krig. Frinumre blev indkaldte og skulle uddannes til soldater, og tropperne blev sendt til dannevirke. Det var jo strengt, at vinteren stod for. Især for dem, som skulle med, søren Hansen, som jeg nu tjente hos, var morbroder til Dorthe. Hendes fader døde, da hun var 5 år, den samme sommer som min fader døde. Han hed Mads Petersen. Han fik sin faders gård, men han var ikke rask i de sidste år han levede. Han havde en broder, som hed hans Petersen. Et år efter blev dorthes moder gift med ham. Han havde været med i krigen alle 3 år i forrige krig, men kom uskadt hjem. Han havde været med næsten i alle de slag, der var. Ved frederits havde han været med til at storme Treldeskansen. De blev slåede tilbage 2 gange, og der faldt så mange, men så stormede de tredje gang og sprn fra volden ned til tyskerne, så måtte de overgive dem og danskerne sejrede. Men general Rye faldt. -Så gik tiden jo i stor spænding for, hvordan krigen ville ende. Så kom jo den 2den Februar. Danskerne klarede sig godt i det slag. Men den 6te Februar, da ordren lød, at de skulle gå tilbage til Dybbøl, da sank modet. Vejene var glatte, og det var meget besværligt at komme den lange vej, og tyskerne kom jo bagefter. Første regiment under Max Muller komande havde en hård kamp ved sankelmark for at miste livet. Så nåede de Dybbøl under store anstrengelser, og besatte skandserne. Så måtte de ligge der hele vinteren og være udsatte for at miste livet. Den 18de April endte det så med et stort nederlag.

Om sommeren kom der ordre, at der skulle være session. Jeg skulle også med. Det var jo længe, der ellers skulle være session. Jeg blev udskrevet tilfeltkonstabel. De, som blev udskrevet til infanteriet, kom ind med det samme og skulle uddannes og sendes til armeen. Men alle heste og kanoner var jo i krigen, så der var ike noget, vi kunne øve os med. Men så den 29. juni tog tyskerne Als, og så blev der våbentilstand, og krigen var forbi med det samme. Og de, som var indkaldte, blev sendt hjem.

Jeg blev så på ny indkaldt den 30te maj 1865 og skulle melde mig på ny-artillerikaserne på Kristianshavn. Den 29de maj rejste jeg fra Kalundborg om morgenen. Det var ikke så hurtigt at rejse dengang som nu. Vi kom ikke til København før kl. 12 om natten. Og vi var flere hundrede, som skulle melde os. Der var mange, som slet ikke kom i seng den nat. Jeg fik da plads. Jeg traf en mand, som var godt kendt i byen og det blev jeg meget glad for, for jeg havde ikke været i København før.

Den 30te maj kl. 12 middag skulle vi møde på kasernen og aflevere vort pas. Jeg blev ansat ved 2det feltbatteri. Kl. 3 blev vi samlede alle sammen i en meget stor gymnastiksal Der var 3 læger, som skulle undersøge os. Så måtte vi af klæderne alle sammen. Og vi blev kopsat med det samme.

Lægerne var ikke i godt humør. Og det var ikke så underligt, 800 mand var ikke så lette at få undersøgt på en gang, så de råbte højt, og vi var næsten helt forstyrrede over alt dette, vi vidste ikke, hvor vi turde være. Da det var forbi, blev vi førte op til kommendersergent Sørensen, vi som skulle til det 2det batteri. Det var en rolig mand. Han talte så venligt til os. "I skal ikke være bange". Når I bare pudser godt og passer eders tjeneste, så skal det nok gå godt" . Det lettede på sindet, at vi fik den trøst. Så udlevered han os mundering og sabel, og hvad der hører til. Da vi var færdige med det, kom der en befalingsmand, som skulle føre os til lejren op Amager følled. Det var en stor by at se med disse mange telte. Og der var mange flag, så det så helt festligt ud. Men det blæste meget stærkt og var så koldt. Så blev vi anvist det telt, vi skulle bo i. vi skulle være 12 (svært at læse) mand i hvert telt. Så blev vi udleverede en lang sæk med lidt halm i, og en pose halm til hovedpuse, og to lagner og to tæpper. Det var de hele udstyr. Og når vi fik redt vore senge, var der ingen plads at gå på. Men der var ingen fare for at falde af sengen, for vi lå på gulvet. Så fik vi den ordre, at når der blev blæst, så skulle vi i seng, og når de blæste om morgenen, skulle vi stå op og vaske os og pudse vort tøj og spise mad. Og når der blev blæst igen, skulle vi stille udenfor vort telt, og derme dvar vi indsatte i vor ny stilling. Jeg havde god lyst til at være soldat, især da jeg kom til den våbenart jeg helst ville.

Den 1ste Juni begyndte vi på øvelserne. Jeg blev ansat ved første kanon. Vor lære rhed Kristensen og var en flink mand. Han talte altid så venligt til os og det var vi meget glade for. Jeg tænkte ved mig selv, at nu ville jeg pudse og holde mit tøj i orden og udføre øvelserne, så godt jeg kunne, så skulle det nok gå godt. Men vi led meget om natten af kulde, for det blev ved at være så koldt. Onsdag og Lørdag skulle vi til badning i Kallebodstrand kl. 7 om morgenen. Det var en streng tur. Hvor vi dog frøs. Der var næsten frost i luften. Men så udbrød der en smitsom øjensygdom, og så måtte de være mere forsigtige med os. Jeg blev ikke syg. Da vi havde været der i 15 dage, blev det varmt og godt vejr, og så blev vi vante til at være i teltene, så blev det næsten en fest at bo der, for der var så kønt allevegne og så mange flag, og den dejlige musik fra Tivoli kunne vi tydeligt høre hver aften. Så dansede vi på Fælleden, vi var omtrent 800 konstabler, så vi var nok til at danse. Nu begyndte øvelserne at gå helt godt, og vi blev kendte med befalingsmændene.

Nu havde vi jo lært lidt at marchere ind på Christiansborg slot og aflægge ed til fane. Det var en meget stor sal vi kom ind i og den var pyntet så smukt med flag. Spå ver der en obert løjtnant, som holdt en lang og meget alvorlig tale til os om Dannebrog. Hvor stor betydning det havde for det danske folk. Og hvis fjende kom og ville tage Danmark, og vi blev kaldt til våben, om vi så ville kæmpe tro til det sidste for Danmark og vort kære Dannebrog.

Så gik øvelserne deres rolige gang til 1ste September. Da skulle vi have præsentation for obertløjtnant Glahn, og det gik meget godt. Så begyndte den store, samlede øvelse, som varede til den 23de September. Da blev det gamle mandskab permiteret, og vi kom ind på kaserne, som lå på Kristianshavn. Der var lunt og godt at bo, så skulle der udtages 5 mand af hvert batteri, som skulle være underkorporaler, og jeg var med blandt dem. Vi skulle så på kommandoskolen. Det varede i 8 måneder. Der var meget at lære, for vi skulle gå hele trænkonstabelskolen igennem. Den 27. September fik vi snorene på frakken og den lange sabel ved siden af bandoler. Den 1. Oktober begyndte vi på skolen. Vi skulle stille kl. 7 om morgnen på laboratoriet og lære at sy krudtposer og stoppe krudt i og sætte kuglen fast, og det skulle alt sammen gøres meget bestemt.

Den 15. oktober modtog vi hestene. Så skulle vi lære at strigle og holde dem rene og stille til parade. Var de rene nok, så var det godt, men ellers måtte vi strigle om og stille igen, og det var i vor fritid. Så havde vi rideøvelser i to timer hver formiddag, og om eftermiddagen måtte vi lære, hvad hver rem og strop hed på sadel og seletøjet. Så havde vi også gymnastik og sabeløvelser. Om aftenen kl. 6 skulle vi møde på Sildersgades kaserne, der skulle vi læse, skrive og regne, og der blev holdt foredrag af officerene. Kl. 9 var vi færdig, så måtte vi gå hjem. Det var meget flinke lærere, vi havde, så det gik meget godt. Men Berider Hansen, som skulle lre os at ride, var en streng mand. Alting skulle være så bestemt, så vi var meget bange i den første tid, for han ville gerne slå med pisken.

Da vi havde reddet i 3 uger og lært, hvordna vi skulle sidde på hesten, fik vi sporer på støvlerne og den lange sabel ved siden, og så skulle vi lære at hugge med den, når vi red på hesten. Rideskolen varde til den 28de Maj 1866. Den 30te maj skulle rekrutterne melde dem, så skulle vi påAmager Fælled hver dag og lære rekrutter. Der var 32 kanoner på en line, og der hørte 7 mand til hver kanon. Da vi havde øvelse hele dagen med dem. Skoleforstanderen var kaptajn og hed Johansen. Han havde været med i treårs krigen og i 64, så han var en prøvet mand. Han fortalte os mange træk fra slagene, han havde været i. I 1864 var han chef for lode feltbatteri, og han kom til dannevirke d. 2den februar kl. 12, da slaget var på det højeste. De kunne jo høre kanontordenen, længe før de kom dertil. Så holdt han stille med batteriet og sagde til mandskabet: " I kan jo nok høre at slaget har begyndt. Saml nu alt det mod, I kan for vi kommer i slag med det samme, og vi kommer ikke alle til at se solen gå ned" Prins Car førte den brigade, som angreb skanserne, og han begyndte at trænge på med at storme skandserne. Langs med slien var der en klint, og der var flere hundrede tyskere, der sneg dem derned for at finde dækning for de danske kugler. Da kom Johansen dertil med sine feltkanoner, og han kunne komme til at beskyde dem i flanken og det varede ikke længe, før tyskerne måtte retirere, så stormen blev ikke til noget og danskerne sejrede den dag.

Jeg var soldat i 2½ år, ogdet sidste år var jeg reservekorporal, og i al den tid havde jeg det meget godt. Den 23ende blev jeg permiteret, og den 24 rejste jeg hjem.

Anders blev gift med Dorthe Madsen, datter af Mads Pedersen , gårdmand i Ubberup og Kirsten Hansdatter, den 1870-2-10 i Tømmerup.¹ (Dorthe Madsen blev født den 1848-5-14 i Ubberup ⁸, døbt den 1848-6-12 ⁸ og døde den 1921-10-31 i Ry Stationsby.)

  Ægteskabsnotater:

Brudgommens navn, fødested, fødselsår og -dag, stilling og opholdssted. Forældres navn, stilling og bopæl:
Ungkarl Anders Jensen af Tømmerup, 27 aar.
Brudens navn, fødested, fødselsår og -dag, stilling og opholdssted. Forældres navn, stilling og bopæl:
Pige Dorthe Madsen af Ubberup, 21 aar.
Forlovernes navn, stilling og bopæl:
Gårdmand Peder Jørgensen af Istebjerg og gårdmand Niels Christensen af Istebjerg.
Vielsesdato:
1870-02-10 i Tømmerup.